Jeg er en almindelig pige på 17 år, dog lider jeg af to sygdomme som ændrede mit liv fuldstændig, for 3 år siden. Hvis jeg spoler tiden tilbage til da jeg var 13 år gammel og gik i en helt almindelig folkeskole som andre børn, så husker jeg mig selv som en glad pige som snart skulle videre op i 7. klasse. - Jeg havde altid haft det super godt med skolen, jeg kom til tiden, lavede mine lektier, var god til de forskellige fag, overholdt mine aftaler og fik altid ros til forældre-samtalerne. Mit "perfekte" og glade liv, stoppede da jeg og resten af min klasse fik atvide at skolens overbygning skulle lukkes og vi desværre ikke måtte gå videre efter sommerferien, men derimod skulle starte på en helt ny skole, og gå videre derfra. Jeg var skuffet, ked af det og indebrændt, og så alligevel fløj der en masse sommerfugle rundt i maven på mig, - For hvor slemt kunne det være? Alle eleverne ville være samlet, bare i 3 forskellige klasser, men dog på samme skole, i lokaler lige ved siden af hinanden. Jeg tog det meget hårdt i starten, men efterhånden vendte jeg mig til tanken og glædede mig til at møde mine nye klassekammerater efter sommerferien.
Sommerferien var efter sigende nu slut og jeg skulle med den første bus til min nye skole. Sommerfuglene fløj rundt og da jeg ankom mødtes vi alle i en gymnastiksal hvor eleverne fra min tidligere klasse, skulle deles og blandes med de andre. Jeg kom i 7.A og endte med at gå i klasse med 3 af mine klassekammerater fra min tidligere skole, jeg var glad, men alligevel skuffet over at jeg ikke endte med flere.
De første uger af det nye skoleår, gik forrygende. Jeg var begyndt at snakke med nogle flere fra klassen og vi var også begyndt at ses efter skole. Men .. En morgen slog det klik for mig. Jeg frygtede at tage i skole, jeg frygtede at tage bussen og ikke mindst frygtede jeg at komme ind i klassen og se mine andre klassekammerater. Jeg var nervøs og jeg rystede ved tanken, jeg turde ikke! Min mor forstod ingenting og som andre mødre ville have gjort, tvang hun mig i skole. Men "snedig" som jeg var, smuttede jeg ud af døren og imens min mor troede jeg var i skole, sad jeg henne på en legeplads og brugte tiden til at jeg normalt ville have fået fri. Efter nogen flere forsøg på at snyde min mor, opdagede hun det. Hun blev rasende, men samtidig mistænklig. - Jeg havde altid elsket at gå i skole og nu ville jeg knapt nok afsted om morgenen, hvad var gået galt?
Min mor begyndte at tage mig til Psykolog og jeg gik til en masse samtaler, for at få snakket ud om mine problemer med skolen. De begyndte at tro at jeg var blevet mobbet, eller måske bare var for stædig og blevet skoletræt. Efter nogen flere undersøgelser og samtaler, fandt de endelig ud af hvad jeg fejlede. Jeg var blevet så uheldig at få diagnosen "Autisme" og ovenikøbet også 3 forskellige Angst-typer.
Sommerferien var efter sigende nu slut og jeg skulle med den første bus til min nye skole. Sommerfuglene fløj rundt og da jeg ankom mødtes vi alle i en gymnastiksal hvor eleverne fra min tidligere klasse, skulle deles og blandes med de andre. Jeg kom i 7.A og endte med at gå i klasse med 3 af mine klassekammerater fra min tidligere skole, jeg var glad, men alligevel skuffet over at jeg ikke endte med flere.
De første uger af det nye skoleår, gik forrygende. Jeg var begyndt at snakke med nogle flere fra klassen og vi var også begyndt at ses efter skole. Men .. En morgen slog det klik for mig. Jeg frygtede at tage i skole, jeg frygtede at tage bussen og ikke mindst frygtede jeg at komme ind i klassen og se mine andre klassekammerater. Jeg var nervøs og jeg rystede ved tanken, jeg turde ikke! Min mor forstod ingenting og som andre mødre ville have gjort, tvang hun mig i skole. Men "snedig" som jeg var, smuttede jeg ud af døren og imens min mor troede jeg var i skole, sad jeg henne på en legeplads og brugte tiden til at jeg normalt ville have fået fri. Efter nogen flere forsøg på at snyde min mor, opdagede hun det. Hun blev rasende, men samtidig mistænklig. - Jeg havde altid elsket at gå i skole og nu ville jeg knapt nok afsted om morgenen, hvad var gået galt?
Min mor begyndte at tage mig til Psykolog og jeg gik til en masse samtaler, for at få snakket ud om mine problemer med skolen. De begyndte at tro at jeg var blevet mobbet, eller måske bare var for stædig og blevet skoletræt. Efter nogen flere undersøgelser og samtaler, fandt de endelig ud af hvad jeg fejlede. Jeg var blevet så uheldig at få diagnosen "Autisme" og ovenikøbet også 3 forskellige Angst-typer.
Autsime er en sygdom som gør at man er forstyrret i sin udvikling, blandt andet af sprog og kommunikation, man har svært ved at være social og kan samtidig være to personer i én. Mennesker med autisme viser ofte en række symptomer som overfølsomhed, fobisk angst, søvnforstyrrelser, raserianfald og selvskadende adfærd.
Angst-typer.
- Agorafobi er angsten for at være alene udenfor hjemmet blandt andre mennesker, fx. i bus eller tog, hvor man frygter at få et angstanfald og ikke at kunne komme væk eller få hjælp.
- Socialfobi er angsten for at blive kristisk vurderet af andre i en social sammenhæng, fx. ved frokostbordet i kantinen eller ved møder og i skolen, især hvis der skal ydes fremlæggelser og en præstation.
- Enkelfobi er angsten for bestemte ting eller situationer, fx. højder, lukkede rum, edderkopper eller tandlæger (i mit tilfælde; elevatorer, højder, edderkopper og andre kryb).
Jeg er i dag gået glip af 3 år af mit skoleforløb, har aldrig taget min 7-8 og 9 og desværre aldrig gennemført mine eksamener, som jeg i dag er meget ked af. Jeg får ofte spørgsmål; "hvorfor går du ikke i skole", "hvorfor har du ikke et arbejde", og "hvorfor er du ikke i gang med din uddannelse, som andre på din alder ville være nu?". Svaret får i hvis i læser dette, jeg har ikke haft chancen. Jeg har ikke fået den hjælp jeg har haft brug for, derfor sidder jeg i dag .. Herhjemme og kigger, misunder andre teenagere der i dag er igang med deres 9.klasse, som jeg aldrig fik og i dag ikke får lov til, da jeg er blevet for gammel til at gå i folkeskole.
Skolen er måske kedelig i jeres øjne, det vil den måske altid være. Men nyd det, nyd at i kan tage jeres eksamener og komme videre i jeres liv. For hvis jeg havde chancen, ville jeg med glæde bytte en plads med en af jer, for at jeg i dag kunne tage den!
